LYDKRYSTALLER
CECILIE BENDIXEN
I sin praksis blander Cecilie Bendixen arkitektur, kunsthåndværk og videnskab. Via rumlige installationer og objekter udforsker hun naturens logik og eksperimenterer med fænomener som lyd, lys, struktur og friktion.
LYDKRYSTALLER var Cecilie Bendixens første soloudstilling i Danmark og er en fortsættelse af hendes mangeårige arbejde med det akustiske potentiale i tekstile objekter. Hun arbejder som arkitekt med tekstilet som bygge-materiale og hendes værker bliver materialiseret i tekstil på alsidige måder – både helt enkelt og mere komplekst. Hendes kunstneriske virke hviler på en grundforskning i tekstile materialer og teknikker.
Et udstillingslaboratorium
Udstillingen invitererede den besøgende ind i arbejdsprocessen og tanken bag værkernes opståen og udstillingen var derfor bygget op som det laboratorium Cecilies arbejdsproces er. Der var fokus både på rækken af undersøgelser bag værkerne, nye teknikkers potentialer og en præsentation af færdige objekter. En en viklemaskine, der var udviklet i processen, blev udstillet og Cecilie demonstrerede, som en event i udstillingsperioden, brugen af den.
Trådens akustiske potentiale
Udstillingen LYDKRYSTALLER var en undersøgelse af, hvilken form lydabsorption får, når den materialiseres med tråd. Med tråden som redskab undersøger Cecilie lydens natur og de tekstile objekter vokser frem i mødet mellem lyden og trådens fysik. Trådenes lydabsorberende egenskab afhænger af fibrenes indbyrdes fordeling og hun havde til udstillingen udviklet en serie teknikker, som organiserer fibrene i de rette formationer og lufttætheder for akustik. I en kombination af håndarbejde og maskinkraft havde hun skabt en række vækstlignende, lydabsorberende konstruktioner, der omsætter lyd til visuel form.
Naturens bagvedliggende systemer
Cecilie Bendixens værker henter inspiration i naturens former og konstruktioner – i LYDKRYSTALLER ved at fortolke naturens brug af iboende algoritmer. De nye akustiske objekter er skabt ud fra logikker og algoritmer der genererer nye 3-dimensionelle løsninger – udført både maskinelt og i hånden.
Hun har skabt rammerne og maskinerne for en proces som genererer organiske strukturer, der følger deres egen natur og får deres eget unikke udtryk. Cecilie har i processen udforsket basale tekstile måder at organisere tråd, bla. at sno, flette og vikle, og har desuden udviklet nye tekstile teknikker i processen. Til udstillingen har hun arbejdet med en lang række fibre; af træ, tang, papir, cellulose (Lyocell), polyester, sisal og kokos.
Bio
Cecilie Bendixen (1975) er uddannet arkitekt i 2005 og er Ph.D fra Kunstakademiets Designskole 2013 – med en undersøgelse af tekstilet som arkitektonisk lydabsorbtion, med særlig fokus på sammenfaldet mellem lydabsorptionens og tekstilets rumdannende potentiale. Cecilie Bendixen har udstillet i ind- og udland, bla. på Mindcraft udstillingen i Milano og National Gallery of Victoria, Melbourne. Hun har modtaget en lang række legater og modtog i 2017 Thorvald Bindesbøll Medaljen.
Cecilie Bendixen har modtaget støtte til LYDKRYSTALLER af Statens Kunstfond, Nationalbankens Jubilæumsfond, Esther og Jep Finks Mindefond, Ellen og Knud Dalhoff Larsens Fond, Beckett-Fonden og Dreyers Fond.
UDSTILLINGSPERIODE: 3. MAJ - 15. JUNI 2024
FOTOS: Laura Stamer