TIL:VÆRKS inviterer til arkitekturudstillingen GENANVENDELSENS POESI. Vi har med tidligere udstillinger fokuseret på cirkularitet og bæredygtighed i materialeforståelse, håndværk og byggeteknik. Denne gang stiller vi skarpt på de poetiske kvaliteter i en mere radikal cirkulær praksis, der ser på det byggede miljø som et sluttet økosystem. Det er smukt skildret i Italo Calvinos ”De usynlige byer”, hvor byen Clarise langsomt, men konstant genskabes i en rolig metabolisme, hvor byens eksisterende og begrænsede materialer nedbrydes og genopstår. Hvad sker der hvis vi, i stedet for at se et byggestop som en begrænsning, ser nysgerrigt og legende på potentialet i den overflod vi allerede står midt i?

For vi skal lave ændringer. Det byggede miljø sætter stadig et af de tungeste CO2 aftryk på globalt plan. Klimaet og den globale opvarmning er endelig blevet en bærende dagsorden og politisk diskurs i byggebranchen. Der forskes i biogene byggematerialer og udvikles alternativer til de CO2 tunge betonkonstruktioner. Vi udfordrer sociale mønstre for at forsøge at bygge, bebo og opvarme færre m2. Byggebranchen er ved at omstille sig til at bygge mere bæredygtigt, men også til at genanvende og transformere bygninger, materialer og bygningsdele. Vi har i de seneste år set voksende kræfter indlede et opgør med byg-og-riv-ned, brug-og-smid-væk-kulturen. Arkitektbranchen er ved at vågne op til et nødvendigt og fundamentalt paradigmeskift efter mange generationer på steroider.

Et byggestops kulturelle og æstetiske potentialer
Til udstillingen GENANVENDELSENS POESI har vi spurgt 5 tegnestuer hvilke kulturelle, teknologiske, æstetiske og poetiske potentialer paradigmeskiftet kan rumme. Hvordan afføder nye vilkår og nye teknologier også nye æstetikker. Hvordan håndteres byggebranchens mange krav om bla. målbare egenskaber, ensartethed, garantistillelse, og hvordan udfordres driftsafdelingernes mantra om vedligeholdelsesfri overflader? Hvordan genopstår en arkitektur, hvor tilpasning og vedligeholdelse løbende sætter spor i materialerne og bliver en naturlig del af arkitekturens sprog og fortælling? Alle 5 udstillere har taget udfordringen op og er indgået i den kollektive proces, hvor flere af projekterne har påvirket hinanden i processen undervejs. De 5 bidrag viser på hver deres måde, hvordan arkitektfaget også transformerer sig selv. Med nye teknologier og nye metoder, men også med nye æstetikker og en ny poesi.

Udstillingen
PIHLMANN ARCHITECTS viser med Biopsying into Protocolling: Artificial Facts and Material Figures hvordan AI-assisteret databearbejdning kan udnyttes til at understøtte transformation og genanvendelse af den eksisterende bygningsmasse. Katalogiseringen bliver et redskab i implementeringen af en radikal genanvendelsesstrategi. Samme præcise katalogisering ligger til grund for RECRAFT DESIGN STUDIOs arbejde. Her sammensættes brudte og kasserede stenfragmenter og rester fra køkkener til nye vægelementer i værket What remains, builds. Her fokuseres på at producere ensartede elementer med målbare egenskaber i et sluttet materiale- og bygningsmæssigt økosystem.

SLAATTO MORSBØL viser med Opbrud hvordan kasserede teglsten, gennem forskellige grader af kultivering kan genoptages i det arkitektoniske kredsløb. De undersøger hermed, hvor meget forarbejdning der skal til for at forløse et materiales iboende kvalitet. SPOLIA STUDIO viser med Tilovers, hvordan en ny form for arkitektonisk og materialemæssigt gehør kan tilføre atmosfære og løfte profane bygningers poetiske potentiale. Hvordan materialer anvendt i nytænkte funktioner og uventede positioner genkendes og bidrager til fortællingen om bygningsmassens stofskifte. WIEBKE NEYMEYR og SØREN NIELSEN undersøger med værket Kleiderwand hvordan væveteknik kan omdanne affald fra tekstilbranchens ekstreme overforbrug til arkitektoniske elementer, og dermed udvide det byggede miljøs materialemæssige økosystem.

En særlig tak til Dreyers Fond, der målrettet har støttet denne udstilling generøst og muliggjort den store indsats hver af de 5 bidragydere har lagt i arbejdet med udstillingen. Stor tak til Bestles Fond for støtte til udstillingens publikation.